Svovlstikkerne er en lille hjælpeorganisation af frivillige, som prøver at gøre julen bare lidt bedre, for dem der ikke har råd til at holde en jul der bare ligner den du og jeg kender og holder år efter år. Med Disneys Juleshow & besøg i kirken, mens anden eller flæskestegen hygger sig i ovnen.
Især børnene ligger os på sinde! Hvordan mor & far er endt i en trist situation – ja så er børnene i hvert fald ikke en del af årsagen, og skal gerne have goder minder med fra denne højtid.
Svovlstikkerne blev stiftet den 3. oktober 2010. Vores primære formål er julehjælp – men vi støtter også udsatte børn i andre henseender.
Antallet af julepakker vi udleverer har været støt stigende siden den spæde start i 2010 med 81 pakker – til at vi de sidste par år har rundet 500+ pakker årligt (625 i 2023 – og samlet 6390 pakker)
Derudover støtter vi eksempelvis anbragte børn – og andre børn der er blevet visiteret af skoler & pædagoger, som ved at HER er der behov for hjælp!
Igennem blandt andet foredrag og aktiviteter som spinning, løb og bankospil, skaffer vi midlerne til julepakkerne, som er et komplet måltid mad til en hel familie juleaften samt til en julefrokost i dagene derefter + legetøj til alle børnene.
Svovlstikkerne uddeler ikke penge eller gavekort – kun varer.
Svovlstikkerne står for finansiering, indkøb og pakning af disse julepakker, men selve udvælgelsen af værdigt trængende sker gennem Frelsens Hær Næstved samt en lang række lokale kirker.
ALLE bidrag går ubeskåret til dette formål og ALLE i Svovlstikkerne arbejder ulønnet.
Der er meget få administrationsudgifter*, ingen lønninger/pensioner eller husleje der skal betales!
Så en krone du donerer er en krone til at hjælpe andre!
(*Der er få administrationsudgifter til forsikring, webside o.l)
Via vores nyhedsbrev udsender vi nyheder fra vores hjælpeorganisation.
Der vil også blive reklameret for vores foredrag og aktiviteter, som hjælper med at skaffe midler til julepakkerne.