Bamse.jpg

Formandens beretning 2023

I forbindelse med den ordinær generalforsamling i Svovlstikkerne, som blev afholdt mandag den 17. april 2023.

Formandens beretning

Tager det aldrig stop – de svære stunder som vi nu for 3. jul i træk er igennem?
Covid, Covid – og nu krig i Europa, tårnhøje energi priser og stigende inflation.
Aldrig har der derfor været så meget brug for Svovlstikkerne – det gælder både med hensyn til julehjælpen – men også generelt i samfundet – og ALDRIG har Svovlstikkerne uddelt mere i støtte!
628 julepakker endte vi på til vores 13. uddeling – over 100 pakker mere end i julen 2021. Det koster naturligvis – og stigende priser på de indkøbte varer og et delvis manglende sponsorat på flæskestege, gjorde stykprisen væsentlig højere end tidligere!
Stykprisen på pakken endte på hele 800 kroner – hvor prisen i 2021 kun var på 569 kroner.


Men igen i 2022 var der fantastisk mange gavmilde sponsorer – vi vil gerne nævne følgende:

  • Spinning med Jan Flemming Andersen 151.000 kr.
  • 6 af byens Rema forretninger 150.000 kr.
  • Ulla og Erik Hoff-Clausens Familiefond 100.000 kr.
  • Næstved Kalenderen 55.000 kr.
  • Poul Erik Bech Fonden 50.000 kr.
  • Fonden af 24. december 50.000 kr.
  • Næstved Storcenter 50.000 kr.
  • Fonden Præstø Brand 25.000 kr.
  • Else & Regnar Sommers fond 15.000 kr.
  • Kanalkroens Banko 45.000 kr.
  • Sjølung Genbrug, 51.557 kr.
  • Meny med 25.000 kr.
  • Kurt Ravn julekoncert 26.000 kr.

Dermed fik vi mulighed for udover julepakkerne, at støttet massivt op om ukrainske flygtninge her i lokalområdet – ligesom byen udsatte & hjemløse har fået enten julepakker eller deltaget i en julemiddag & frokost vi sponserede – og naturligvis er hverken Elvergården, Ladbyhus, Døgndiamanten eller Frelsens Hær Krisecenter blevet glemt – men har mærket at Svovlstikkerne stadig er der for dem, med f.eks. ture til Lalandia, Camp Adventure og gaver til jul & fødselsdage.

Så samlet i 2022 uddelte Svovlstikkerne faktisk lokal hjælp for 800.000 kroner, og har siden den spæde start i 2010 nu samlet uddelt for 3.400.000 kr.

Så endnu engang tak til ALLE der støtter op om Svovlstikkernes arbejde!
Vi i bestyrelsen er meget ydmyge over jeres flotte opbakning, og vil gøre vores bedste til fortsat at leve op til jeres tillid.

 

Pakningen 2022

Vanen tro - Årets højdepunkt er uden tvivl den weekend, hvor der pakkes over 2 dage, og hvor 135 frivillige samt 10 køretøjer er i sving.
Igen i 2022 var der stort bud efter at hjælpe denne dag – og vi må desværre prioriter og takke nej til mange frivillige. Men det er dejligt med den store opbakning! Mange tak!

Flotteste pakke nogensinde!

Flotteste pakke nogensinde! – jo – den er god nok, selvom vi skrev det samme sidste år!
Der blev igen pakket i 3 poser.

Vores trofast varesponsorer var med igen i år – stor tak til:
Stryhns, Danish Crown, Fredsted Te, Castus, Tordenskjold tændstikker, Bisca, Kvickly med kaffe, Stop Madspild, Innocent samt Nordisk Legeplads institut. Spangsberg var med som ny sponsor – og en kærlig ven af os- havde skaffet 2 økologiske sodavand til alle pakkerne – herligt!

 

Samarbejde og koordinering

Igen i 2022 blev der fjernet rigtig mange dubletter & tripletter, altså folk der søger flere steder for at gardere sig.
Dette gør vi efter bedste evne på et koordineringsmøde, men da vi ikke har alle oplysninger, er der flere der ”smutter” igennem og får flere pakker. De penge vil vi hellere bruge på andre ting vi kan støtte.
Vi arbejder fortsat på en elektronisk løsning.

Status medlemmer

Der er stadig fin fremgang på privat siden – mens vi nu er ”nede” på 89 firma medlemskaber, så faktisk hele 20 firmaer har valgt at stoppe, tage en pause – eller endnu værre, gået konkurs!

Kender du nogen der vil være medlem sig endelig til – og vi har selv nogle tiltag der forhåbentlig vil sikre en tilbagevending til de 100 firma medlemmer vi ønsker at have.

Arbejdet med opkrævning er blevet lettere efter vi kun har 2 takster nu – og endnu lettere ved at vi har fået en ny frivillig – Ken Fischer – der står for vores arkiv!

Ligningsloven §8

Der er store fordele ved at være godkendt efter Ligningslovens §8, og Svovlstikkerne blev godkendt i 2022. Samlet blev der via paragraf 8 indsamlet 90.000 kroner – og vi kan nu søge momskompensation.

Der er også nogle ulemper ved en godkendelse, herunder væsentlig mere administrativt arbejde – men vi vurderer at fordelene vejer tungest.

Organisation og projekt aflast formanden:

Vores organisation har aldrig stået stærkere!
Rigtig mange frivillige påtager sig store og tunge opgaver – og sammen løftes en enorm indsats!
Tak til alle jer der støtter op!!
I skal vide vi IKKE tager jer for givet!!!

Se slideshow fra generalforsamlingen

Hvis du ønsker at se, hvad jeg fremlagde på generalforsamlingen, kan du se slideshowet her.

 

Med dette ord – TAK – afslutter jeg formandens beretning 2023.

Kærlig hilsen
Christian Dreist, Formand

Om os

Svolvstikkerne er en lille hjælpeorganisation af frivillige, som prøver at gøre julen lidt bedre.